Urtehaven
Urtehaven
- Sted: Urtehaven 14-36, 7700 Thisted
- Bygherre: HBJ Projektudvikling A/S
- Bruttoareal: 2.478 m2
- Opført: 2017
Urtehaven består af 21 boliger opført som rækkehuse i et nyt boligområde i den østlige del af Thisted og med udsigt over fjorden og det smukke landskab. Hver af boligerne er på 118 m2 og opført i én etage og udlagt i seks klynger på et mod sydøst let skrånende grundareal. Alle boliger er orienteret mod syd – mod solen og mod udsigten.
Adgang til bebyggelsen sker fra Vestergårdsvej via en centralt placeret, lukket vej. Parallelt med adgangsvejen ligger carporte og parkeringspladser, så beboerne kan parkere tæt på egen indgang.
Boligerne er placeret tæt på adgangsstien med en lille forhave ved hovedindgang mod nord og en større have og terrasse mod syd. De enkelte parceller adskilles af en hækbeplantning.
Boligerne har ydervægge i grå teglsten og træbeklædte partier omkring vinduerne på sydfacaden. Tagene er let skrånende og beklædt med pap, og lofterne i boligerne følger taghældningen, således at den enkelte bolig åbner sig mod haven og udsigten. Boligerne har et stort integreret køkken-/spise/opholdsrum og er indrettet med to eller tre værelser efter beboernes ønsker.